Skal dit tag skiftes ud med et nyt, men er du i tvivl om, hvilken tagbelægning, du skal vælge? Det kan godt være, at det er den tagbelægning, du allerede har, der er den bedste løsning – men du behøver faktisk ikke vælge den samme løsning. Vi tager her et kig på de forskellige overvejelser, du bør gøre dig, når du skal vurdere de forskellige tagbelægninger.
Det skal du overveje
Det er svært at sammenligne de forskellige tagbelægninger, men der er nogle egenskaber, som forenklet set godt kan sammenlignes og kan inddeles i enten gode eller mindre gode egenskaber:
Holdbarhed
Holdbarheden er interessant, især for din økonomi, men også fordi der traditionelt er sammenhæng mellem lang holdbarhed og mindre vedligeholdelse. Det hænder dog også ofte sådan sammen, at en tagbelægning, der holder længe, generelt er dyrere. Et tegltag er f.eks. en del dyrere end et bølgeeternittag, men det har også en meget længere forventet holdbarhed.
Tæthed
Alle tage er tætte, men hvis du går i detaljer, vil du hurtigt bemærke, at der er tage, der ikke er helt tætte i alle situationer. Der kan f.eks. godt komme mindre mængde vand igennem et almindeligt tegltag, og det er derfor der skal lægges et undertag under disse knap så tætte tagbelægninger, som skal fange det fugt, der kan trænge igennem. Når der skal lægges et undertag, bliver hele udskiftningen dyrere.
Materialepris
Materialeprisen er den samlede udgift til tagbelægningen og evt. undertaget, uden udgiften til håndværkerne. Denne udgift varierer en del tagbelægningerne imellem, f.eks. er materialeprisen på kobber en del højere end på stålplader.
Monteringspris
Monteringsprisen er kort sagt udgiften til håndværkerne. Den varierer bl.a. alt efter, hvilket materiale du vælger, f.eks. er et bølgeeternittag lettere at montere og dermed også billigere end et tegltag. Det varierer dog også alt efter, hvor i landet du bor, f.eks. er håndværkeromkostningerne dyrere i de store byer frem for i provinsen.
Kompleksiteten
Monteringsprisen hænger som nævnt sammen med, hvor kompliceret taget er at lægge. Jo sværere et tag er at lage, jo dyrere bliver det selvfølgelig i arbejdstimer.
Krav til løbende vedligeholdelse
Nogle tagbelægninger kræver en del vedligeholdelse, imens andre ikke kræver det store. Et stråtag skal f.eks. vedligeholdes oftere og en del mere end et zink- eller kobbertag.
Udseende
Der er dog også nogle mere ”bløde” værdier, der spiller en rolle, når du skal vælge et nyt tag. Hvis du vælger en helt anden tagtype end det oprindelige og det ikke falder i flertallets smag, kan det blive svært for dig at sælge huset igen. Forbedringer og ombygninger betyder nemlig ikke kun at husprisen kan sættes op. Den kan også blive sat ned. Det er derfor de fleste vælger at gå med den tagbelægning, der allerede ligger på huset eller én, der rent æstetisk minder meget om den. Det kan f.eks. være et betontag i stedet for et tegltag.
Uanset om du allerede nu overvejer et nyt tegltag eller et betontag, så er det en god idé at tage et kig på alle de forskellige tagbelægninger med ovenstående egenskaber i tankerne. Det kan nemlig virkelig hjælpe dig med at finde den helt rette tagbelægning til dit hus.
Leave a Reply